Min første tur i reb, foregik i en forening på Fyn. Der var et rebarrangement og underviseren manglede en prøvebunny. Jeg har altid lyst til at prøve noget nyt og tiden var den rette for mig, så jeg tilbød at hjælpe.

Jeg var heldig, for jeg vidste at den der skulle binde på mig var dygtig. Jeg vidste at han havde stor erfaring og jeg stolede derfor 100% på ham. Jeg blev bundet i en hishi og så blev jeg lavet til en sprællemand (højre arm og ben er bundet sammen og venstre arm og ben er bundet sammen). På den måde kunne jeg selv styre om jeg ville have hovedet op eller ned. Så det var en leg.

Da jeg kom ned på jorden igen blev der nørdet lidt bindinger. Da de blev mere intense gav det mig en naturlig pause, jeg var ikke der hvor det var passende til mig. Dog var det riggerens beslutning og ikke min (for jeg springer ud i det). Den dag i dag er jeg glad for at jeg blev sat ”på bænken”. Dels havde det ødelagt min opfattelse af om jeg ”duede” til reb og dels havde jeg nok ikke fået de oplevelser der har fuldt efter.

Til dette rebarrangement var der nemlig en mand på besøg, han havde ikke nogen bunny og var bare nysgerrig og var derfor taget med et andet par derhen. Mens jeg sad i sofaen stod han og kiggede. Han havde brugt det meste af eftermiddagen på og lære fra sig og nørde bindinger, så han var også en erfaren rigger. Jeg vil helst have så meget ud af det som muligt, så jeg siger at han da gerne må binde på mig hvis han vil. Det ville han, men jeg ville hænge på hovedet indenfor 20 minutter. Jeg er altid klar på at prøve mine grænser, så jeg var klar.

Han byggede en simpel chestharness og en havfrue. 20 minutter hang jeg på hovedet og jeg havde en fest. Jeg ved ikke hvor længe jeg hang der, for tid er ofte noget underligt noget når jeg er i reb. Det føles som et splitsekund, men faktisk er der gået lang tid. Jeg blev puttet under tæppet da jeg kom ned på måtten. Han havde altid fysisk kontakt med mig, mens han bandt mig op. Jeg følte mig hele vejen igennem tryg. Jeg er et høfligt menneske og nåede det punkt hvor jeg hellere måtte sætte mig op. Jeg har nok set lidt påkørt ud, for han lagde en hånd på min skulder. Jeg accepterede hans hånd, jeg accepterede da han masserede mine skuldre og jeg smeltede da han lænede mig tilbage mod ham og jeg vidste at det var det rette sted for mig.

Siden den dag i november 2021 har jeg aldrig følt mig andet end tryg i hans reb og i hans hænder. Jeg ved at han observerer, lytter, mærker og lugter sig frem til hvordan jeg har det i rebene. Vi samarbejder og finpudser vores bindinger og det vi ønsker at få ud af rebene.

Jeg ved at jeg har været heldig, jeg fandt min rigger på den første dag hvor jeg prøvede reb. Jeg fandt en der ved hvad han har med at gøre, en jeg stoler på og aldrig vil tvivle på at han vil mig det bedste, jeg har aldrig haft nogen oplevelser der har givet mig ar på sjælen (i forhold til rebsessioner) og jeg kan derfor slappe af og lade ham føre mig afsted. Jeg ved at ikke alle er lige så heldige. Men jeg håber at de der har haft nogle oplevelser som der skal bearbejdes, må finde en der gør tingene i deres tempo og som de kan stole på. Så rebene kan blive en positiv oplevelse igen.

-Janni