Shibari og diagnoser
Der er mange der opfatter shibari som noget der kun anvendes i seksuelle sammenhænge. Men jeg har efterhånden mødt mange der primært, og nogle gange kun, anvender det i forhold til terapeutisk og kropslig retning. Dette kan gælde for både rigger og bunny, men dette indlæg er skrevet ud fra bunnyens synspunkt.
Nogle lider af kroniske smerter, men har fundet ud af at rebene kan give kroppen ro og frigøre stoffer i hjernen der virker smertedæmpende. Herved oplever de at have færre smerter efter en rebsession, selvom man kan tænke at reb kan forværre smerterne. Der skal selvfølgelig tages hensyn til evt. Begrænsninger og det er vigtigt at man lytter til sin krop og finder den rette måde at gøre det på.
Ligeledes er der nogen som har en psykisk bagage med, de kan finde roen ved at hænge i rebene og arbejde med dem selv og derigennem deres tidligere oplevelser. For dem kan en rebsession være utrolig sårbar og kommunikation i sådan en session er utrolig vigtig. For hvad har personen brug for og ikke brug for. Er der forventninger til hvordan aftercare skal foregå mm. Igen er det afhængigt af den enkelte.
Så er der dem der bruger rebene til at få ro på hoved, krop og sind. Jeg er selv en af dem. For mig personligt er det ADHD der giver mig mine udfordringer. Jeg har brug for at kunne arbejde i rebene. Hvis jeg ikke bliver udfordret, så har mit hoved overskud til at være alle steder på en gang. Jeg har brug for at mærke min krop og få slukket for tankerne og det kan rebene. For mig handler det om at min krop skal udfordres, jeg har brug for at mærke smerten under en rebsession. Men fordi det er sådan for mig, er det ikke sikkert at det også er sådan for andre.
Pointen med dette indlæg er at fortælle at selvom man har udfordringer, så er shibari ikke en hindring. Sommetider kan det endda hjælpe en i hverdagen. Det vigtigste er kommunikation og at man virkelig er opmærksom. Hvis der er noget der skal tages hensyn til, så er det vigtigt at man gør det. Det er uanset om det er fysisk eller psykisk. Man skal aldrig presse sig selv så man går i stykker. Vi skal helst finde det der virker og som gør os stærkere
Bind sikkert og pas på hinanden