Ny bunny
Hvor starter man som ny bunny og hvad skal man være opmærksom på?
Det er et bredt og meget svært spørgsmål at svare på. Dels er vi alle forskellige og vi har forskellige præferencer og bagage med os. Så dette indlæg vil være mine tanker omkring emnet.
Jeg vil først og fremmest fremhæve tillid. Tillid er for mig nøgleordet når man leger med reb. Jeg overgiver mig til min rigger og han har ansvaret for mig, både fysisk men også psykisk. Jeg skal kunne tro på at min rigger lytter til det jeg siger og reagerer på det.
Eksempel;
Smerter fra reb, ja reb føles specielt. De bider i huden og trykker ind på musklerne. Men kan man være i det, kan man trække vejret og føle at her har jeg det okay. Eller er der en smerte der gør at en arm eller et ben føles tungt og træt, at der kommer sovende fornemmelser eller andet ubehag. Der hvor man får en lille nagende følelse af at det er forkert, så skal man sige det. Her har jeg brug for at vide at min rigger lytter og f.eks. tester muskelfunktion mm. For hvis jeg ikke har tilliden til at sige det eller min rigger ikke lytter. Så er der en risiko for at jeg går fra en session med en skade. Det er ikke kun sjov når vi leger med reb, det er kategoriseret som en ekstrem sport i forsikringsverdenen.
De første 3 gange jeg blev bundet havde jeg armene fri. Min rigger gjorde det, for at jeg kunne stole på ham og slappe af. Netop for at jeg ikke var fuldstændigt fikseret de første gange. Det gav mig en ro og jeg fik lov til at vænne mig til det.
Inden en rebsession er det en god ide at have afstemt kemi, forventninger, målet med rebsessionen, skavanker/hensyn og hvad man har brug for efterfølgende. Som bunny har vi alle forskellige grænser, så det er vigtigt at man italesætter det. Hvor tæt må riggeren komme på og hvad skal der ske. Det kan være lettere at holde sig til en plan når man er i en undervisningssession eller et sted med flere mennesker. En rebsession kan føre en et sted hen hvor det kan være svært at sige fra. For mig har det givet tryghed og binde hvor der var andre.
Efter en rebsession er det en god ide at få snakket sessionen igennem. Få fortalt om ens forventninger blev indfriet, hvad der var godt og måske ikke så godt. Mærk efter om følelsen er rigtig og tal evt. Om hvad der skal være fokus på næste gang. Tag tingene i det rigtige tempo og vær sikker på at det føles rigtigt for dig.
Min største udfordring som ny var at jeg sammenlignede mig med andre bunny’er. Men det skal man passe på med, for vi er alle forskellige og vi bruger rebene forskelligt. Så selvom det kan være fristende så hold fokus på DIG. Hvad er dit behov, dine ønsker og hvor vil du gerne hen sammen med din rigger. Der er ikke noget rigtigt og forkert, kun hvis man gør noget som man i bund og grund ikke ønsker at gøre.
Desuden vil jeg anbefale at man lærer sin krop godt at kende. Hvis man har smerter nogen steder i kroppen, hvis nogen bevægelser er bedst til den ene side frem for den anden, hvis man ikke kan tåle at have hovedet nedad osv. Jo bedre du kender din krop, jo lettere kan du guide din rigger og på den måde nedsættes risikoen for skader. Selvom det ser afslappende ud, så er det hårdt arbejde og være i rebene. Kroppen arbejder og man skal sommetider arbejde aktivt med, derfor laver jeg øvelser inden en rebsession. Dels for at smidiggøre min krop, men også for at kende min dagsform. Nogle dage kan jeg klare meget og andre dage er jeg en ”pyllerfis”. Det kan være relevant for min rigger at vide, for at vi begge kan få en så god session som muligt.
Det var mine tanker omkring det at være ny bunny. Vi er mange bunny’er derude og vi har alle været nye. Så jeg kan kun opfordre til at man som ny bunny spørger andre bunny’er. De fleste vil gerne udveksle erfaringer og hjælpe nye godt på vej. Jeg svarer hvert fald altid hvis jeg kan.
God fornøjelse og bind sikkert.
– Janni